Hjørring Kommune
Et top moderne Rådhus med bl.a. byrådssoftware og trådløs vidensdeling
Åbenhed og transparens. Videndeling på tværs i huset. Fleksibel indretning. Det er nogle af de nøgleord, som beskriver Hjørring Kommunes nye rådhus. Et hus, som skal være til daglig gavn og glæde for både borgerne og kommunens ansatte er nu indviet.
En epoke slutter
Når det nye rådhus tages i brug, slutter en epoke i Hjørring. Fra august 2013 afholder byrådet nemlig sine møder i den nye cirkelrunde byrådssal på Hjørring Rådhus, Springvandspladsen 5 og dermed er der sagt farvel til byrådssalen i det gamle rådhus på Torvet, og goddag til helt nye muligheder for videndeling og åbenhed overfor borgerne.
Hjørring Kommunes Rådhus.
Indfriede ønsker
Da renoveringen og ombygningen af det gamle Codanhus i Hjørring blev sat i udbud efterspurgte man innovative løsninger, der bl.a. kunne fremme videndeling på tværs i det nye rådhus og samtidig skabe åbenhed overfor den enkelte borger. Med disse krav og ønsker i baghovedet gik AVC til tegnebordet og skræddersyede AV-løsninger til hhv. byrådssalen, 42 mødelokaler og samtalerum samt en fælles kantine. Ved hver enkelt løsning havde AVC fokus på kvalitet, brugervenlighed og ikke mindst integrering i arkitekturen. Kommunens ønsker blev indfriet og dette tilmed til en overkommelig pris.
BYOD i byrådssalen
Den moderne og elegant indrettede byrådssal, med sin flotte vinduesfacade, der peger ud mod bylivet, er udstyret med bl.a. et komplet konferencesystem og en indbygget skærmløsning, der kan hæves og sænkes fra loftet efter behov. Alt er lavet efter ”BYOD”-principperne (bring your own device), hvilket her betyder at man kan opkoble trådløst og fremvise fra egen enhed uanset type i byrådssalen.
Hele byrådssalen styres fra et enkelt touchpanel via AVCs software AVC Meet. AVC Meet blev special-designet til Hjørrings byrådssal, som således er ud-styret præcist til stedets specifikke behov. Brugerne kan visualisere og styre bl.a. dagsorden, og talerække, og der er mulighed for automatisk live streaming af udvalgte møder i HD-kvalitet.
Også lokalets AV-udstyr, lyd og lys, ja sågar vinduer og gardiner styres via softwaren, der også giver mulighed for Video-On-Demand; en funktion, hvor man som borger kan gå ind på Hjørring Kommunes hjemmeside og søge på enten dagsorden eller den enkelte politikers navn for at se eller gense en video med den ønskede debat og samtidig få adgang til evt. tilhørende bilag.
Mødelokaler og samtalerum
I det nye rådhus er det medarbejderen, der kommer til borgeren, hvorfor mange af mødelokalerne er placeret tæt ved hovedindgangen. Samtlige mødelokaler er udstyret med en elegant fladskærm, hvor man har mulighed for tilkobling af egen PC. Enkelte mødelokaler er ydermere udstyret med videokonferencesystem og trådløs opkobling, og andre igen er udstyret med tavler og interaktive projektorer.
På de enkelte etager er der indrettet åbne kontorer, der brydes af små samtalerum. Denne indretning gør at medarbejderne spontant kan dele viden, mødes om opgaverne uden at forstyrre kollegaerne eller ty til samtalerummene hvis behovet for fordybelse skulle opstå. Hvert samtalerum er udstyret med en elegant fladskærm, der af hensyn til omgivelserne er meget støjsvag. Også her har man mulighed for tilslutning af egen PC, så præsentationer kan fremvises i skarp billedkvalitet.