SKOV
Trådløse og knivskarpe præsentationer
SKOV udvidede sit domicil med 5000 m2 og havde i den forbindelse brug for nye AV-løsninger. AVC blev valgt som leverandør af løsninger, som hovedsageligt bestod af skærme fra 48-75”, men også enkelte projektorløsninger til henholdsvis kantine og undervisningslokaler.
Fokus på brugervenlighed
SKOV har rigtig mange forskellige brugere, der benytter deres kantine samt møde- og undervisningslokaler. Derfor var der et stort fokus på brugervenlighed, da AV-løsningerne skulle sammensættes. Samtidig skulle det være en økonomisk løsning, for som SKOVs Project Manager Henning Beck udtaler:
”For os var det jo en større installation”.
AV-udstyret til mødelokalerne bød først og fremmest på skærmløsninger. I enkelte lokaler blev der yderligere opsat kamera og mikrofoner, så det er muligt at anvende Skype for Business.
I kantinen blev en kraftig projektorløsning valgt. Hertil er der opsat få, men gode lofthøjtalere, som giver en god lyd og dækker hele lokalet. Der er tilsluttet tre trådløse mikrofoner til løsningen, samt opsat en ekstra skærm i det lavloftede område af kantinen. Skærmen viser det samme billede som projektorløsningen, da denne ikke kan ses i dette område.
I de to undervisningslokaler blev en interaktiv ultra shortthrow projektor og et whiteboard sat op. En løsning som både AVC og SKOV havde gode erfaringer med fra tidligere.
Bedre billedopløsning og trådløs tilslutning
Skærmløsningerne i mødelokalerne medførte nye muligheder. SKOVs Project Manager Henning Beck fortæller:
”Vi kan nu vise skærmbilleder i mødelokalerne i en opløsning magen til den, der er på vores computere. Det har stor betydning, at man kan sidde og forberede en præsentation, som fortsat vil præsenterer sig på samme måde, når det vises i et mødelokale”.
Til sammenligning havde de tidligere en projektor med en lavere opløsning i deres mødelokaler, hvilket betød at man ikke kunne se hele præsentationen men man måtte scrolle og derved ofte mistede overblikket.
SKOV havde stillet som krav, at man i mødelokalerne skulle have mulighed for trådløs tilslutning. Henning Beck udtaler:
”Vi ville ikke have kabler hængende over mødebordene, så opkoblingen i mødelokalerne skulle foregå trådløst”.
Dette blev løst med en dongle fra i3, som gør en trådløs HDMI-tilslutning mulig.
Kompetent leverandør
SKOVs Project Manager Henning Beck beskriver hvordan SKOV var lidt presset i forbindelse med byggeriet:
”Der var et begrænset vindue mellem at bygningerne var færdige, og til at vi skulle flytte ind. Det betød, at der kun var en kort periode, hvor det var muligt at installere AV-udstyret. Men de rette folk kom på, og så blev vi færdige til tiden”.
I den forbindelse tillægger Henning Beck succesen, at der fra AVCs side blev koblet en projektleder på opgaven, og han afslutter:
”Han kendte til teknikken og kunne forholde sig til leveringstider og hvor mange folk, der skulle stå for installationen o.s.v. AVC var kompetente til at beskrive og tage hånd om hele løsningen, frem for blot at ville have skubbet nogle produkter over disken”.