Dong Energy
En visualisering af arbejdende processer
I forbindelse med en udskiftning og forbedring af kontrolanlægget på Avedøreværkets Blok 1 samt lanceringen af et nyt automatiksystem, indledte DONG Energy et samarbejde med AVC. Opgaven gik i korte træk ud på at visualisere de forskellige processer på værket og derved optimere observationen af disse. I tæt dialog blev en solid og samtidig økonomisk løsning skabt.
Et effektivt kraftværk
Avedøreværket er et af DONG Energy’s 10 centrale kraftværker. Værket ligger på Avedøre Holme syd for København og er et af verdens mest energieffektive kraftvarmeværker.
Værket består af to blokke; det kul- og oliefyrede Avedøre 1 fra 1990 og multibrændselsanlægget Avedøre 2 fra 2001.
Avedøreværket producerer elektricitet til det nordiske elnet og fjernvarme til hovedstadsområdet. Værkets to blokke kan tilsammen forsyne ca. 200.000 husstande med varme og ca. 1,3 mio. husstande med el. Det svarer til ca. 30 % af elforbruget på Sjælland.
Et smukt ydre og et avanceret indre
Ved udformningen af Avedøreværkets to blokke er der lagt stor vægt på at indpasse bygningerne i det flade, inddæmmede landskab ved Køge Bugt. Den utraditionelle arkitektur har i de forløbne år indbragt Avedøre 1 flere internationale priser.
Bevæger man sig ind i værkets indre, vil man straks opleve en stor kontrast til det minimalistiske ydre. Kontrolrummet er et imponerende organ, der udgør centret af værket og herfra styres og overvåges de forskellige processer, der konstant finder sted på værket. Det store panoramavindue, der vender ud mod siloerne understreger vigtigheden af, at netop kontrolrummet kan bevare overblikket over arbejdsprocesserne, reagere hurtigt og dermed øge effektiviteten og udnytte værkets muligheder optimalt.
En optimal løsning
I forbindelse med forbedringerne på Avedøreværkets Blok 1 gik DONG Energy og AVC i en tæt dialog, hvor de sammen fik defineret behovet og specificeret kravene til opgaven.
AVC tog konklusionerne fra dialogen med tilbage til tegnebrættet og fremlagde derefter en økonomisk fornuftig løsning i to dele. Den første del består af en skærmvæg bygget op af 6×2 55’’ LED-skærme, der tilsammen skaber det store overblik. Den anden del er fordelt på operatørernes arbejdspladser og består af 2 mindre skærmvægge bygget op af 2×1 55’’ LED-skærme, samt 49×23’’ LCD-skærme med betjening i form af mus og tastatur. Begge løsninger opfylder tilsammen Avedøreværkets behov for at skabe et samlet overblik og lever fuldt ud op til kravene om bl.a. lysstyrke og tilgodeser samtidig ønsket om en økonomisk fornuftig løsning.
Løsningen er i dag installeret i kontrolrummet, hvorfra man også kan fjernbetjene visse dele af H.C. Ørstedværket og Svanemølleværket.