Bestseller
Når AV og arkitektur går op i en højere enhed
En god AV-løsning kan højne en bygnings funktionalitet betragteligt og bliver den tænkt ind i projektet allerede i opstartsfasen, kan den integreres så den understreger det æstetiske udtryk og fremstår som en del af den arkitektoniske helhed.
Bestsellers nye kontorhus på den århusianske havnefront er tegnet af C.F. Møller. Huset rummer cirka 800 arbejdspladser samt showrooms, auditorier, foto- og filmstudier, en stor kantine samt fælles faciliteter til fashionshows og konferencer. Byggeriet startede i 2009 og stod færdigt i sommeren 2015. AVC var med helt fra starten.
En arkitektonisk helhed
Da Bestseller-projektet i sin tid blev udbudt var AVC og ikke mindst vor uhyre kompetente projektdesigner Morten Boelskifte det bedste match til at virkeliggøre og understøtte arkitekternes og Bestsellers visioner.
Morten Boelskifte fortæller
”Det bemærkelsesværdige ved dette projekt er bl.a. at vi har været med fra første dag. Er der et budskab, jeg gerne vil sende til alle bygherrer, så er det netop, at de bør tænke AV ind i deres projekt så tidligt som muligt. AV-udstyr skal ikke bare ses som noget der klistres på byggeriet til allersidst, men som noget der integreres lige fra starten og ses som en del af den arkitektoniske
helhed”.
Strømlinet og brugervenligt
Bestsellers nye mødelokaler fremstår i et råt design med rene linjer. Med 54 mødelokaler er brugervenlighed af største vigtighed – både i forhold til den daglige brug, men også i forhold til service og vedligeholdelse. Skærme og whiteboards er her integreret i én og samme løsning der er sat direkte op på betonvæggene. Alle kabler er skjulte så intet hænger løst, hvilket giver et yderst enkelt helhedsindtryk. Fjerner man whiteboardet på møblets forside, får man direkte adgang til kabler m.v. og dermed hurtig og let service. Samtlige 54 mødelokaler har samme AV-løsning, så kan man betjene ét mødelokale kan man også betjene alle de andre.
Et lokale med flere funktioner
Husets auditorium rummer en AV-løsning med adskillige muligheder, da det ikke blot skal bruges til foredrag og møder, men også danne ramme om tøjpræsentationer og modeopvisninger. Der er således installeret en ekstra stor skærmvæg bestående af 30 stk. 55”-skærme, som kan bruges til almindelig projicering af video og billeder under en præsentation, men også fungere som digital bagkulisse i forbindelse med shows.
Morten Boelskifte afslutter
”Bygninger ændrer sig hele tiden, og rum skifter konstant funktion – derfor er det vigtigt, at også AV-systemet kan ændre sig. AV skal i fremtiden tænkes som et fleksibelt netværk, der kan følge brugernes skiftende behov”.