Nature Energy
Intuitive og elegante AV-løsninger
Nature Energy havde behov for at kunne tale sammen på tværs af lande, og i den forbindelse søgte de nye AV-løsninger til deres mødelokaler. AVC blev valgt som leverandør på opgaven og installerede intuitive AV-løsninger med bl.a. mødetelefoner og mulighed for Skype For Business.
Samarbejde sikrer optimale løsninger
Opgaven bød på AV-løsninger til forskellige mødelokaler, fokusrum samt et bestyrelseslokale i Nature Energys hovedkontor i Odense, samt lokaler på foreløbigt seks Biogasanlæg rundt om i landet. Fælles for alle lokaler var ønsket om effektivt AV-udstyr, der bare virker. Samtidig var det helt centralt, at løsningerne skulle være så simple som overhovedet muligt, så selv folk der normalt ikke har med AV-udstyr at gøre kan betjene det.
Gennem dialog fandt AVC og Nature Energy frem til hvilke løsninger, der ville være optimale. Carsten Vandsøe, AVCs konsulent på opgaven, fortæller:
”Dialogen har været rigtig god helt fra start. Nature Energy har været en vigtig medspiller i løbet af processen, og samspillet mellem vores projektleder og Nature Energy har resulteret i nogle enkle, elegante og meget brugervenlige AV-løsninger”.
Brugervenlige mødelokaler
Løsningerne i mødelokalerne er elegante og har fokus på brugervenlighed. De har et ensartet og enkelt set-up, der som udgangspunkt består af en skærm med soundbar for kvalitetslyd, et kamera og et Crestron Mercury touchpanel, som muliggør videomøder. Mercury er en tabletop enhed, der gør det nemt at koble op med AV-udstyret i lokalet ved præsentationer og videomøder, og som samtidig understøtter brugen af Skype for Business.
Carsten Vandsøe fortæller:
”Mercury har flere lækre funktionaliteter. En af dem er f.eks. at panelet taler sammen med ens kalender. Man kan se hvornår et givent møde starter og slutter på møderumsskærmen i lokalet, og man kan evt. vælge at få en reminder sat til f.eks. 10 min. før mødet ender”.
Ud over skærmløsningerne valgte Nature Energy at få projektorløsninger op i enkelte lokaler, og i nogle af de mindre mødelokaler, de såkaldte fokusrum, består AV-løsningen alene af væghængte mødetelefoner.
Eksklusivt bestyrelseslokale
Nature Energy er i dag ejet af et konsortium bestående af blandt andre Sampension, Pioneer Point Partners og Davidson Kempner, og løsningen i bestyrelseslokalet skulle være mere eksklusiv og leve op til de forventninger og krav, som en professionel drevet virksomhed stiller. Samtidig skulle AV-løsningerne være brugervenlige, således formidling af budskaber kan foregå på enkel vis.
Til lokalet blev der valgt en projektorløsning med lofthøjttalere og mikrofoner til fremtidig videokonference. Herudover havde Nature Energy et ønske om motoriserede gardiner, som skulle fungere sammen med AV-udstyret. Kenneth Christensen, Nature Energys Projektchef, forklarer:
”Bestyrelseslokalet ligger således, at man fra midten af bygningen kan stå og kigge op på lærredet i lokalet. Derfor har vi brug for at kunne ’mørklægge’ bestyrelseslokalet, da det jo ikke nødvendigvis er alt alle medarbejdere skal kunne følge med i under et bestyrelsesmøde”.
I den forbindelse blev der i lokalet opsat et brugervenligt styringspanel fra Crestron, som giver en elegant mulighed for at styre alt fra billede og lyd til lys og gardiner.
Kenneth Christensen afslutter:
”Vi havde behov for bedre mulighed for at snakke sammen på tværs af lande både internt i virksomheden og eksternt med samarbejdspartnere – og det lykkedes!”