Vejdirektoratet
En investering der tjener sig ind
For at opnå bedre ressourceudnyttelse effektiviserer og optimerer Vejdirektoratet med dedikerede videokonferencelokaler og formindsker dermed medarbejdernes rejseomkostninger, tidsspilde og CO2-forbrug. Som en yderligere gevinst forbedres rammerne for det interne samarbejde.
AV-udstyr der frigør tid og ressourcer
Vejdirektoratet er fordelt på 7 forskellige lokationer i landet og har i bestræbelserne for bedre ressourceudnyttelse valgt videokonferenceløsninger (herefter benævnt VK) for både at spare rejseudgifter og give medarbejderne større frihed, samtidig med at tidsforbruget optimeres. Rammerne for virksomhedens interne samarbejde er forbedrede og oven i det hele er virksomhedens CO2-udslip reduceret.
AVC bød ind på projektet med de helt rigtige løsninger til i alt 17 lokaler og blev valgt som leverandør bl.a. p.gr.a. vort gode ry som AV-leverandør og vore kompetencer på området. Vejdirektoratet og AVC har i tidligere sager haft et yderst tilfredsstillende samarbejde, der har givet mange gode erfaringer i tidens løb.
Hvordan vælger man teknologi?
VK-løsninger svinger meget i kvalitet, omfang og pris så det er vigtigt at have den rigtige rådgiver, der kan hjælpe med at definere virksomhedens behov og efterfølgende finde det system, der opfylder alle kriterier så slutresultatet bliver optimalt og lever op til forventningerne.
Karsten Stig Andersen, IT-koordinator hos Vejdirektoratet, udtaler
”AVC har været en rigtig god sparringspartner i forhold til teknologien, som ikke var fastlagt fra start. Firmaet gjorde det muligt for os at teste forskellige løsninger, så vi kunne vende tilbage med erfaringer og efterfølgende træffe det bedst mulige teknologivalg. Alt i alt en rigtig god oplevelse og proces der er endt ud i nogle rigtig succesfulde løsninger”.
Skræddersyet videokonference
Vejdirektoratet er gået all-in med VK og har dedikeret specifikke lokaler til de forskellige løsninger. Der er virkelig lagt vægt på helhedsoplevelsen og der har været fokus på alt fra maling til lys, støjniveau, møblering og selvfølgelig lyd-og billedekvalitet.
Karsten Stig Andersen udtaler
”Vi har gennemtænkt lokalerne, og ikke bare valgt tilfældige der var ledige – og grundigt testet udstyret så vi kunne træffe de rigtige valg. Det samlede resultat er rigtig, rigtig lækre løsninger med lyd og billede i virkelig høj kvalitet, hvilket er uhyre vigtigt når man sidder i et VK-møde hele dagen og skal forblive frisk og klar i hovedet”.
Han fortsætter
”Vi har valgt touch-løsninger med kameratracking på størstedelen af løsningerne og det har vist sig at være en stor succes! Brugerne er meget begejstrede og imponerede over hvor intuitivt det er at bruge – og kameraerne med tracking giver en helt anden nærhed under møderne. Man sidder ikke bare og kigger ud i et lokale med 10-15 mennesker, men har fokus på den talende og det sætter et meget mere personligt præg på møderne”.
Løsning kontra økonomi
Løsningerne har nu været i brug siden starten af året og tilbagemeldingerne er meget positive.
Karsten Stig Andersen afslutter
”Der har været en stor udvikling indenfor VK og vi har virkelig fået et lækkert system hvor brugerne melder tilbage og er virkelig imponerede over kvaliteten og bruger-venligheden! Og løsningerne tjener sig jo hurtigt ind igen! Vi sparer omkostningerne ved f.eks. at sende 9 medarbejdere til København for at afholde et internt møde og oven i dette udnytter de deres arbejdstid bedst muligt i stedet for at spilde tiden på transport – det er en succesfuld løsning for alle parter!”